Vi har rundet de 100...

Ja vi har ikke rundet de 100 medlemmer eller 100 år. Men vi har rundet prædiken nr . 100 på Youtube, du kan i øjeblikket vælge mellem 105 forskellige prædikener, fordelt over hele kirkeåret. Stor tak til Hans Erik N. Der søndag efter søndag bringer et klart budskab, og til Anders der har brugt utallige timer på, at få video lagt ud. Her over de sidste uger har han virkelig arbejdet, så nu er alle påskens prædikener også tilgængelige.
Se med på vores Youtube kanal som du finder her   https://www.youtube.com/user/NordsjValgmenighed .

ANDAGTER af Hans Erik Nissen i 2012

http://files.nordsjaellandsvalgmenighed.webnode.com/200000122-17bb618b5e/nvmp%C3%A5sken.jpg

Da sagde han til manden: Ræk din hånd frem!

Matt 12,13

Jesus beder manden gøre det, han ikke kan. Mandens hånd var vissen. Der var ingen kraft i den. Den hang slapt ned og var snarest en byrde, som han hele tiden måtte bære. Hvordan skulle han kunne række den ud? Hvad var mere naturligt end at protestere over for Jesus og sige: Det er jo det, jeg ikke kan!

Men manden gør noget, han ikke kan. Han gør det på Jesu ord. Det skal du også gøre. Du kan ikke tro. Du ejer ikke evnen til det. Men du kan gøre det på Jesu ord. Ret dit sind og hjerte mod Ordet alene. Da erfarer du, at Ordet er et nådemiddel. Det betyder, at Gud bruger det som et middel til at give dig sin nåde. Ordet selv går ind i dig og skaber troen.

Det sker, hver gang Ordet bliver "Ordet alene" for dit hjerte. Når ethvert "men" eller "og" forsvinder, og hjertet kun bindes til det, indfanger det din sjæl, og du handler på Herrens ord. Da tror du, fordi Jesus har sagt det, og du skal ikke blive til skamme. Det blev den visne hånd ikke. I kraft af Jesu ord kunne den strække sig mod Jesus. Det kan din tro også, og da er du helbredt ved hans sår, og et nyt liv er begyndt.

(Fra "Han er vor fred" - LogosMedia 2006 - af Hans Erik Nissen) 27.08.12

13/03/2012 22:15

FORUNDERLIGE FORÅR LØRDAG d. 17 marts kl. 14.00

Vi fejrer forårets komme ved at invitere til en eftermiddag, hvor vi vil samle os om dette "at kunne glædes og undres."

Vi synger sammen bl.a. nogle af forårets sange. Lille indlæg om Kaj Munk i tilknytning til "Den blå anemone."

kaffebord

små konkurencer oghyggeligt samvær

Afslutning/Andagt

Lørdag, den 17. marts, kl.14.00-til ca. 16.00

Enhver er hjertlig velkommen.

 

Indsættelses Gudstjeneste d. 8 maj

Hans Erik Nissen er godkendt som præst for for Nordsjællands Valgmenighed.
Søndag d. 8. maj kl. 14.00 blev Hans Erik Nissen indsat som præst.
Olafur felix Olufson og Provsten deltog.

Ny præst i Nordsjællands Valgmenighed

Efter 2½ år som præst for Nordsjællands valgmenighed takkede Olafur Felix Olafsson d. 19. december 2010 af. Det skete ved en afskedsgudstjeneste i Menighedshuset, Melbyvej 90 i Melby, hvor valgmenigheden i lige så lang tid har haft til huse. Valgmenigheden blev etableret som en naturlig forlængelse af Olafurs ansættelse i Melby sogn. Da han, efter flere års uoverensstemmelse med et flertal i menighedsrådet, opsagde sin stilling, kaldte Nordsjællands valgmenighed ham til præst og han blev ansat i en 20 % stilling. Siden har han pendlet mellem Melby og Fjellerup, hvor han i samme periode har været ansat som valgmenighedspræst. På trods af deltidsansættelsen har Olafur passet valgmenigheden 100 % med hjemmebesøg, menighedspleje, undervisning og ca. halvdelen af søndagene prædiket i Melby. De resterende søndage, på nær et par enkelte, har enten haft gæsteprædikanter eller været søndagsmøder uden nadver.

Gennem det sidste år har Hans Erik Nissen suppleret Olafur som prædikant, og er blevet fast knyttet til valgmenigheden. Bestyrelsen har derfor, i tæt samråd med Olafur, kaldt Hans Erik Nissen til at overtage præstegerningen i valgmenigheden, hvilket han har takket ja til. Olafur bliver dog på posten indtil den officielle indsættelse af H.E. Nissen har fundet sted en gang i det nye år.

Hans Erik Nissen er Cand.theol. fra 1965 hvorefter han blev præst i Emdrup kirke. I perioden 1970 – 2003 var han forstander på Luthersk missions højskole i Hillerød. Derudover er han kendt som foredragsholder og har et langt forfatterskab bag sig.

Olafur Felix Olafsson har trofast og engageret kæmpet for evangeliet i Melby, og gennem sin stærke tro på Jesus som vores frelser, været en omsorgsfuld hyrde og prædikant for ikke bare valgmenigheden, men også for de mange udefrakommende, der har hørt Guds ord til gudstjenesterne i Menighedshuset, Melbyvej 90. Disse kan stadig downloades fra valgmenighedens hjemmeside.

Uden Olafurs store uegennyttige indsats og mod havde der ikke været nogen valgmenighed i Melby, og vi vil hermed takke dig for at have ført os det første stykke vej på en lang rejse.

Prædiken af Ole Andersen

Søndag d. 6 februar havde vi besøg af Ole Andersen fra Ordet og Israel.

Du kan høre hans prædiken her http://www.box.net/shared/8qusccdtlm

arkiv

Folkekirken fri af krisen?

2008-12-13 11:52

Folkekirken fri af krisen?

Det var da glædeligt at høre i nyhederne forleden, at der er meget, der tyder på at
Den danske folkekirke går fri i forhold til den globale finanskrise. Men gid det var
så vel med den krise der er langt alvorligere, og som er folkekirkens alvorlige
udfordring i dag og hvis udfald vil afgøre Folkekirkens fremtid.

Her tænker jeg på den mængde præster og biskopper, der ikke længere føler sig
forpligtet på Bibelen og kirkens tro og bekendelse - men ser det som sin opgave at
afpasse kirken budskab efter tidsånden og en dødsensfarlig ”kulturkristendom”. Disse
budbærere/præster er ligeså farlige og undergravende for kirken som det postbud, man
forleden kunne læse om i nyhederne, der i Helsingør ikke afleverede, det han/hun var
sat til, men gemte tusindvis af pakker og breve i sin kælder. Men hvor denne
forseelse i postvæsenet førte til fyring og politianmeldelse, så angriber og
marginaliserer Folkekirken, de præster der ønsker at være tro budbærere på Kristi
vegne.

Dette forklarer så på den anden side Folkekirkens krise i forhold til dagens
missionsudfordring - for hvis man ikke kan enes om budskabet, som skal ud - hvordan
kan man så nå adressaten? Derfor er det ikke mærkeligt, at frikirkerne har været
langt bedre til at nå ud til og møde den udfordring, både kristne og ikke kristne
indvandrere udgør i dagens Danmark.

Den største trussel mod folkekirken i Danmark, ja nationalkirkerne i hele Europa
synes derfor at være kirken selv, hvis ikke den besinder sig og erkender sin egen
krise og:

1) Atter vedkender sig kirkens Herre, Jesus Kristus, som den eneste vej til frelse
fra evig fortabelse.

1.  Holder fast ved at ”alle mennesker er skabt i Guds billede og trænger frelse” -
både de kulturkristne danskere og de indvandrere, der måtte have en anden
frelsesvej end Jesus Kristus.

2.  Indser at problemet med at nå ud til andre ikke først og fremmest skyldes
liturgien og en forældet Bibel – men at vi trænger at nytænke fællesskabet mellem
kristne – at vi rydder op i det upersonlige ”nakke-fælleskap”og ensidig
præstedominans og genfinder erfaringen af, at vi er Kristi legeme uanset nationalt
ophav.

3.  At vi som kirker aktivt vender os mod enhver form for kulturkristendom og
nationalegoisme og forkynder frem en global solidaritet i en tid, hvor vi oplever
de største folkevandringer og kristenforfølgelser nogensinde parallelt med en
hidtil uset tilbedelse af ”guldkalven” til skade for mennesker og natur.

4.  At vi som kirker i stigende grad tør påtale overgreb på andre, uanset
oprindelse,religion eller hudfarve, hvad enten overgrebet skyldes samfundet vi bor
i eller enkeltmennesker.


Et sted i landet erfarede en præst, der skulle døbe en indvandrer af buddhistisk
oprindelse, som nu havde fundet livet i Jesus Kristus, at der var manglende
forståelse i menighedsrådet ud fra den begrundelse, at vedkommende jo ikke var
dansk. Samme menighedsråd havde også svært ved at forstå at denne nye kristne ved
sin omvendelse behøvede et fællesskab, der udgjorde noget mere end blot den
almindelige kulturkristendom, hvor man kommer til kirken for at få foretaget de
nødvendige kirkelige handlinger, fordi vedkommende ved sin omvendelse havde mistet
sin familietilhørighed.

Det er min bøn og mit håb, at kirken igen finder troen på den opstandne frelser
Jesus Kristus og sammen med ham tager op vor tids universelle udfordring som Kristi
universelle kirke, og at vi, der hvor vi hver i sær bor, lærer at udgøre denne
kirke. At vi indser, at vi har mere til fælles i Kristus med en kristen afrikaner,
inder, eller araber, som bor i menigheden end med en ikke-kristen dansker, som bor
samme sted. Er kirken som tomme flasker med kun etiketten ”livets vand” udenpå, men
indvendig tømt for dette vand, der burde strømme i stride strømmer, så går den en
dyster fremtid i møde.

Jo, det er godt at folkekirken går fri af finanskrisen, så den kan berolige sine
medlemmer med at, som det heder i nyhedsudsendelsen, vedligeholdelsen af gravsteder
ikke kommer til med at lide nogen overlast. Men måtte folkekirken forstå, at det er
de levende, vi er sat til at ”gå ud til med evangeliet”, og så kan det være at
kirkens herre ville sige ”lad de døde begrave sine døde – følg mig”.
 



Read more: http://nordsjaellandsvalgmenighed.webnode.com/news/folkekirken-fri-af-krisen/

 

Kristus i Centrum:

2008-10-20 16:30

Kristus i Centrum:

I forbindelse med opsigelsen af mit embede i Melby og ansættelse som
valgmenighedspræst blev jeg spurgt, om jeg med to ord kunne sige, hvad jeg mente,
var det centrale i den kristne tro.  Mit svar var: "Kristi sonoffer".

Dette er selve kernen i evangeliet, ja selve evangeliet.  mennesket kan ikke frelse
sig selv, fordi det er fordømt til fjendskab med Gud og derfor står under hans
vrede.  Men det mennesket ikke kan, det gjorde Gud selv.  Selv den almægtige Gud kan
ikke uden videre tilgive synd ved blot at lukke øjnene for den, hvilket kan virke
ukærligt af Gud og anstødeligt for den naturlige tanke.  men Gud kan ikke fornægte
sig selv, sin hellighed og retfærdighed.  Derfor stiger Gud ned til os i vor
fortabthed og bliver menneske, tager vor synd på sig, så vejen bliver fri, og
mennesket nu kan vende tilbage til Gud.  Det, som tidligere skilte os fra Gud,
skiller os ikke fra ham længere.  Forsoningen er fuldbragt på Golgata en gang for
altid og behøver ingen gentagelse eller tilføjelse.  På grund af sin søns, Jesu
Kristi, sonoffer, giver Faderen os den nye retfærdighed og frikender os i dommen.

FORSONET OF ALLIGEVEL INDBUDT TIL FORSONING:
I år 30 indtraf den afgørende forandring, da Gud forsonede verden med sig selv i
Jesus Kristus.
Freden er oprettet.  Dette bliver af mange af vort lands teologer opfattet sådan, at
hele menneskeheden en gang for alle er blevet objektivt forløst og samtidigt befriet
fra den evige dom og fortabelse.  Fortabelsens mulighed er afskaffet, ingen behøver
længere af frygte, for vi er jo alle forsonet.  Den eneste forskel består nu i, at
nogle mennesker allerede ved dette, mens andre ikke ved det.  For deres skyld, som
ikke ved dette, bør vi drive mission.  Vi bør fortælle dem, hvad de allerede har og
er,  men ikke kender til.  Ifølge denne opfattelse reduceres den kristne den kristne
forkyndelse og mission til blot at være en kundskabsformidling og ikke en
frelsesformidling.
Men det er ikke, hvad Guds ord siger i bl.a. 2 Kor 5,17-21 og 6,1-4a.  Guds
frelsesværk på Golgata må følges op af forligelsens tjeneste, d.v.s. tjenesten til
at forkynde og formidle budskabet om forsoning, så den personligt kan modtages af
den, som hører det.  Derfor siger Paulus: "Lad jer forlige med Gud!" At opfordre til
at lade sig forlige må betyde, at de endnu er uforligt.
Gennem forkyndelsen tilsiges selve forsoningen os, når vi modtager ordet i tro. Det
er både et spørgsmål om at lade sig frelse og aktivt at rive frelsen til sig (Matt
11,12).  Uden disse to former for tilegnelse bliver den forsoning, som blev
fuldbyrdet en gang for altid, ufuldstændig i den betydning, at den ikke kommer til
udfoldelse hos modtageren. Dette forudsætter altså, at det også efter Golgata er
muligt at gå fortabt.  selv en så vidunderlig sætning som Joh 3,16 "For således
elskede Gud verden", tilføjes en betingelse: "for at enhver, som tror på ham, ikke
skal fortabes".  Derfor er forkyndelsen af korset ikke blot en informerende
nyhedsformidling, men et budskab, der i sig selv bringer frelse hos dem, som tager
imod i tro.

KRISTI SONOFFER GRUNDLAGET I AL KRISTEN MISSION:
Da overleveringen af dette budskab er af afgørende betydning, trænger det også til
villige budbærere, som har fået den nødvendige indsigt og myndighed. Det behøver,
som Paulus udtrykker det, "udsendinge i Kristi sted", som med hele deres liv er
forpligtet på denne tjeneste.  Forbilledet er den gammelorientalske
budbringertjeneste , hvor budbringeren optrådte som selve den person, der havde
sendt ham.  Det betyder, at den, som indsættes i forligstjenesten, får fuldmagt til
at tilsige syndernes forladelse (joh. 20,21-23).
Mennesket kan ikke tilgive synd.  kun Gud kan gøre det.  Men i forkyndertjenesten er
Gud tilstede.  Han virker igennem sit ord der fremsiges af Guds arbejdere. Derfor
hedder det: "Vi beder på Kristi vegne!".

FRELSENS TID - NU:
I det øjeblik tilbuddet gives til tilhørerne og bliver modtaget af ham, afgøres hans
evige skæbne.  "I nådens tid bønhører jeg dig; på frelsens dag hjælper jeg dig. Se,
nu er det den nåderige tid, se, nu er det frelsens dag!" (2 Kor 6,2). Frelsen har
har sine bestemte tider, hvor den er tilgængelig - efter Guds kald.  Hvis ikke den
modtages i tro, er ikke kun apostelens arbejde, men til og med Kristi fuldbragte
værk for disse mennesker forgæves ( 2 Kor 6,1).
Til slut vil jeg derfor gerne stille dig og mig det spørgsmål, om vi som kristne
tager denne afgørende del af vor tros arv alvorligt nok? Er vi os nok bevidste, at
forkyndelsen af Kristi sonoffer er kernen/omdrejningspunktet i vor udsendelse og
opgave?  Og er vi os bevidste, at det udelukkende er det som frelser os og at det
udelukkende er det vi har at tilbyde en fortabt verden - Kristus som sonoffer.  Hvis
vi som menneskehed ikke længere vil vide af at det er os der har forbrudt os mod
Guds fuldkomne vilje, at vi er syndere og trænger tilgivelse og en nådig Gud - ja,
så er der ikke noget mere at sige.
Paulus måtte understrege det for menigheden i Korinth der stod i fare for at glemme
det egentlige: "Og da jeg kom til jer, brødre, forkyndte jeg ikke Guds hemmelighed
for jer med fremragende talekunst eller visdom, for jeg havde besluttet, at jeg hos
jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet" 1.Kor 2,1-3.
Hvis vi virkelig havde dette klart for os, ville kirken næppe have været så optaget
med alle mulige aktiviteter og døde bygninger, som gør, at der i dag ofte ikke
bliver tid til det, som er vor egentlige opgave.
Må Gud give os, som har fået Ordet om forligelse betroet, at følge Paulus´s
formaning, hvor han siger: "Vi driver jo ikke som alle de andre handel med Guds ord,
men taler renfærdigt på Guds vegne, for Guds ansigt i Kristus" 2 Kor 2,17).
Med kærlig hilsen
Valgmenighedspræst Olafur Felix Olafsson




 



Read more: http://nordsjaellandsvalgmenighed.webnode.com/news/kristus-i-centrum/

 

DEN STØRSTE TRUSSEL

2008-10-20 16:32

DEN STØRSTE TRUSSEL:
Der råder i dag en intens frygt for islam i den vestlige verden.  Her hos os er den
umiddelbare fare dog ikke det, som kommer udefra.  Den kommer indefra og findes i
folkekirkens aktuelle situation, hvor dens fundament udfordres af dens egne,
biskopper, præster og lærere.  Den største trussel ligger ikke i mødet med islam
eller andre religioner, men i vor tids såkaldte "moderne" teologi.  Dette har tidens
debat om kirkens teologi og forkyndelse til fulde bekræftet, ikke mindst i
Grosbøll-sagen.

Kirkens opgave har altid været at føre mennesker til en levende og bevidst tro på
den treenige Gud, sådan som den tro kommer til udtryk i kirkens bekendelseskrifter.
I den senere tid er vi imidlertid på en yderst provokerende måde blevet mindet om,
at den moderne teologi med dens selvsikre og radikale kritik angriber dette
fundament i kirkens liv ved at bortforklare Bibelens og bekendelsens ord.

Forkyndelsens opgave er at give svar på hovedspørgsmålet om frelse og evigt liv.  Vi
præster er sat til at forkynde det, Gud i Kristus gjorde for verden, dengang Jesus i
vores sted gik den tunge vej til Golgata, døde på et kors for vore synders skyld,
men opstod på den tredje dag, for at vi i tillid til hans fuldbragte værk kunne leve
ved ham og sammen med ham.

Til det siger den moderne teologi radikalt nej, og det af to grunde.  For det første
hævder den, at den slags forkyndelse svigter det moderne menneskes
virkelighedsopfattelse, som er præget af en "fornuftig" indstilling til tilværelsen
og en højt udviklet teknologisk viden.

Denne forkyndelse fører derfor ikke til tro, men hindrer det moderne menneske i at
kunne tro.  Vi må derfor fjerne det anstødelige og hjælpe mennesker til at kunne tro
med god samvittighed uden at havne i intellektuel uredelighed.  Og her skulle det
anstødelige netop være talen om menneskets synd og fortabthed og om Jesu
stedfortrædende død.

Dertil må vi svare: "Hvornår begyndte forkyndelsen af evangeliet at rette sig efter
det, mennesket kan godkende"?  Lad os hellere huske Jesu ord: "Min lære er ikke min
egen, men hans, som har sendt mig (Joh. 7,16)".  Hvis "læren fra Gud", Guds
åbenbaring, skal være underordnet menneskets verdensanskuelse, da er åbenbaringens
budskab uaktuelt, og vi behøver da heller ikke noget evangelium.  Hvis den moderne
teologi var båret af sjælesørgerisk omsorg, ville den vide, at menneskets egentlige
nød ikke er forstandens vanskeligheder, men samvittighedens.

For det andet hævder den moderne teologi, at det før omtalte syn på forkyndelse og
sjælesorg er forkert, fordi det ikke blot tager fejl af mennesket , men af selve
troen.  Ægte tro, siger den, vil ikke søge støtte i legendariske eller ubekræftede
fortællinger fra Jesus liv.  Den har slet ikke brug for reelle, faktiske hændelser.
Den ægte tro behøver hverken kors eller opstandelse, og den har ikke brug for en
virkelig og levende Kristus- skikkelse, som måske slet ikke eksisterer. Den har
indset, at det er en primitiv religion, som regner med et guddommeligt væsen, som er
blevet menneske og har sonet vore synder med sit blod.

Til denne "realistiske" tro hører endvidere det at vide, at ifølge de "synoptiske"
evangelier opfordrer den historiske Jesus sine tilhængere til slet ikke at tro på
hans person.  Det er nemlig slet ikke interessant, hvad man tror, men at man tror.
Jesus selv er et eksempel på en sådan tro.  Han stod fast på det, han troede på, og
beseglede sin tro med døden.  derfor skal vi tro som Jesus, men ikke på Jesus.
Først da er vi nået til den ægte tro.  Først da har vi forstået det reformatoriske
hovedprincip "sola fide", troen alene.

I den "moderne" teologi og dens forkyndelse er der intet evangelium tilbage og for
den sags skyld heller ingen lov, som mennesket kan rette sig efter.  Det hele er jo
i bund og grund antropologi (lære om mennesket) i kristen sprogdragt.  Mennesket
selv er midtpunktet.  Mennesket skal være sin egen frelser.  Det minder meget om
manden, der ville trække sig selv op af sumpen ved håret. Troen, ikke troens
indhold, er blevet selve frelsen.  Ikke Jes legemlige opstandelses sejr, men troen
på, at livet er stærkere end døden, livet går videre trods dødens kræfter.  Det er
dens opstandelsesbudskab.

Den sidste store højtid, vi fejrer i kirken, er pinsen.  Det, vi mindes, var den
store gennemgribende fornyelse, som fandt sted i urmenigheden, da Helligånden gjorde
Kristi ord og gerning levende.  Helligånden er broen mellem fortid, nutid og
fremtid.  Kun hvis Gud ved sin Ånd får lov til at gøre det gamle Kristus-vidnesbyrd
levende i vor kirke på ny, vil kirken kunne leve til velsignelse for vort fok.  Nu
er tiden inde til at forenes i bøn om, at dette må ske, inden det er for sent.
Med kærlig hilsen
Valgmenighedspræst Olafur Felix Olafsson


 



Read more: http://nordsjaellandsvalgmenighed.webnode.com/news/den%20st%c3%b8rste%20trussel/

 

Gud fører os ad forunderlige veje

Følgende er uddrag fra en artikel. Der blev skrevet i forbindelse med opsigelsen i Melby

"Hvor eller hvornår har du de største oplevelser med tro?

– Gud er størst i det mindste. Når vi er mindst og mest hjælpeløse, så kan Kristus virkelig komme til os. Han rider på sit æsel, og børnene kan virkelig se, hvem han er, men de voksne tænker deres og vil have børnene væk. I den ældste kirke i verden i Betlehem er døren lavet sådan, at man skal bøje sig, for at komme ind. Det er egentlig provokerende, for hjælpeløshed er ikke en tilstand, vi mennesker ynder at befinde os i. Men nogen gange fører Gud os ad forunderlige veje.""

Læs resten af artiklen her

http://www.kristeligt-dagblad.dk:80/artikel/295154:Kirke---tro--Gud-foerer-os-ad-forunderlige-veje

Folkekirken fri af krisen?

Det var da glædeligt at høre i nyhederne forleden, at der er meget, der tyder på at
Den danske folkekirke går fri i forhold til den globale finanskrise. Men gid det var
så vel med den krise der er langt alvorligere, og som er folkekirkens alvorlige
udfordring i dag og hvis udfald vil afgøre Folkekirkens fremtid.

Her tænker jeg på den mængde præster og biskopper, der ikke længere føler sig
forpligtet på Bibelen og kirkens tro og bekendelse - men ser det som sin opgave at
afpasse kirken budskab efter tidsånden og en dødsensfarlig ”kulturkristendom”. Disse
budbærere/præster er ligeså farlige og undergravende for kirken som det postbud, man
forleden kunne læse om i nyhederne, der i Helsingør ikke afleverede, det han/hun var
sat til, men gemte tusindvis af pakker og breve i sin kælder. Men hvor denne
forseelse i postvæsenet førte til fyring og politianmeldelse, så angriber og
marginaliserer Folkekirken, de præster der ønsker at være tro budbærere på Kristi
vegne.

Dette forklarer så på den anden side Folkekirkens krise i forhold til dagens
missionsudfordring - for hvis man ikke kan enes om budskabet, som skal ud - hvordan
kan man så nå adressaten? Derfor er det ikke mærkeligt, at frikirkerne har været
langt bedre til at nå ud til og møde den udfordring, både kristne og ikke kristne
indvandrere udgør i dagens Danmark.

Den største trussel mod folkekirken i Danmark, ja nationalkirkerne i hele Europa
synes derfor at være kirken selv, hvis ikke den besinder sig og erkender sin egen
krise og:

1) Atter vedkender sig kirkens Herre, Jesus Kristus, som den eneste vej til frelse
fra evig fortabelse.

1.  Holder fast ved at ”alle mennesker er skabt i Guds billede og trænger frelse” -
både de kulturkristne danskere og de indvandrere, der måtte have en anden
frelsesvej end Jesus Kristus.

2.  Indser at problemet med at nå ud til andre ikke først og fremmest skyldes
liturgien og en forældet Bibel – men at vi trænger at nytænke fællesskabet mellem
kristne – at vi rydder op i det upersonlige ”nakke-fælleskap”og ensidig
præstedominans og genfinder erfaringen af, at vi er Kristi legeme uanset nationalt
ophav.

3.  At vi som kirker aktivt vender os mod enhver form for kulturkristendom og
nationalegoisme og forkynder frem en global solidaritet i en tid, hvor vi oplever
de største folkevandringer og kristenforfølgelser nogensinde parallelt med en
hidtil uset tilbedelse af ”guldkalven” til skade for mennesker og natur.

4.  At vi som kirker i stigende grad tør påtale overgreb på andre, uanset
oprindelse,religion eller hudfarve, hvad enten overgrebet skyldes samfundet vi bor
i eller enkeltmennesker.


Et sted i landet erfarede en præst, der skulle døbe en indvandrer af buddhistisk
oprindelse, som nu havde fundet livet i Jesus Kristus, at der var manglende
forståelse i menighedsrådet ud fra den begrundelse, at vedkommende jo ikke var
dansk. Samme menighedsråd havde også svært ved at forstå at denne nye kristne ved
sin omvendelse behøvede et fællesskab, der udgjorde noget mere end blot den
almindelige kulturkristendom, hvor man kommer til kirken for at få foretaget de
nødvendige kirkelige handlinger, fordi vedkommende ved sin omvendelse havde mistet
sin familietilhørighed.

Det er min bøn og mit håb, at kirken igen finder troen på den opstandne frelser
Jesus Kristus og sammen med ham tager op vor tids universelle udfordring som Kristi
universelle kirke, og at vi, der hvor vi hver i sær bor, lærer at udgøre denne
kirke. At vi indser, at vi har mere til fælles i Kristus med en kristen afrikaner,
inder, eller araber, som bor i menigheden end med en ikke-kristen dansker, som bor
samme sted. Er kirken som tomme flasker med kun etiketten ”livets vand” udenpå, men
indvendig tømt for dette vand, der burde strømme i stride strømmer, så går den en
dyster fremtid i møde.

Jo, det er godt at folkekirken går fri af finanskrisen, så den kan berolige sine
medlemmer med at, som det heder i nyhedsudsendelsen, vedligeholdelsen af gravsteder
ikke kommer til med at lide nogen overlast. Men måtte folkekirken forstå, at det er
de levende, vi er sat til at ”gå ud til med evangeliet”, og så kan det være at
kirkens herre ville sige ”lad de døde begrave sine døde – følg mig”.