VEDTÆGTER

FOR

NORDSJÆLLANDS VALGMENIGHED AF 2008

 

§ 1 Navn og hjemsted

Menighedens navn er Nordsjællands Valgmenighed af 2008. Den hører under Den Danske Folkekirke og virker i henhold til lov om valgmenigheder.

Menighedens hjemsted er det sogn og kommune, hvor menigheden til enhver tid har postadresse.

 

§ 2 Bekendelsesgrundlag og formål

Valgmenigheden har samme bekendelsesgrundlag som folkekirken, dvs. Bibelen og Den Lutherske Evangeliske livs- og kirkesyn.

Valgmenighedens formål er, i tillid til Bibelen som Guds ufejlbarlige ord, at forkynde evangeliet, forvalte sakramenterne og arbejde for mission og kristenlivets vækst.

 

§ 3 Kontingent

Ethvert medlem betaler et årligt kontingent på kr. 150, som betales inden d. 1. maj. Derudover opfordres medlemmer til at give en gave til menigheden.

 

§ 4 Medlemskab

Enhver, som kan tilslutte sig § 2-3, og som er med i gudstjenestefællesskabet, kan efter en samtale med menighedens præst optages som medlem.

 

§ 5 Stiftere og medlemskab

Ved stiftelsesmødet af Nordsjællands Valgmenighed Pinsedag den 11. maj 2008 optages stifterne automatisk som medlemmer.

 

§ 6 Udmeldelse og udelukkelse af menigheden

Udmeldelse af valgmenigheden sker ved skriftlig anmodning til præsten eller bestyrelsens formand. Udmeldelse kan ske med omgående virkning.

Restance af medlemsbidrag kan, efter varsel, medføre tab af stemmeret.

Udelukkelse af et medlem kan endvidere ske efter beslutning af præsten i forening med et flertal i bestyrelsen.

Udtrådte eller udelukkede medlemmer kan ikke gøre krav på nogen del af valgmenighedens midler eller gøres ansvarlig for gæld.

 

§ 7 Generalforsamling

Den årlige generalforsamling afholdes senest 1. juni med følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent og referent
  2. Godkendelse af dagsorden
  3. Formandens beretning
  4. Fremlæggelse af regnskab
  5. Valg af bestyrelse og suppleanter
  6. Valg af revisor
  7. Indkomne forslag
  8. Meddelelser fra præsten
  9. Eventuelt

Generalforsamlingen skal indvarsles skriftligt eller pr. mail for medlemmerne mindst 14 dage før.

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 5 dage før generalforsamlingens afholdelse.

En ordinær generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal. Afgørelsen træffes ved almindeligt stemmeflertal.

Til vedtægtsændring og til beslutninger på ekstraordinær generalforsamling kræves dog, at 2/3 af de fremmødte stemmer for, eller at der ved en ny generalforsamling mindst 14 dage senere er 2/3 flertal for det fremsatte forsalg. 

Ethvert medlem over 18 år er stemmeberettiget og valgbar til bestyrelsen.

 

§ 7a Budgetmøde

Det årlige budgetmøde afholdes senest den 1. november med følgende dagsorden:

  1. Beretning fra bestyrelsen
  2. Fremlæggelse af næste års budget
  3. Indkomne forslag
  4. Eventuelt

Medlemmerne skal have tilgang til budgettet mindst en uge før budgetmødet.

For godkendelse af budgettet kræves det, at 2/3 af de fremmødte stemmer for.

 

§ 8 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling afholdes hvis formanden, et flertal i bestyrelsen eller mindst 25 medlemmer skriftligt begærer dette.

Afholdelse af ekstraordinær generalforsamling skal ske senest fire uger fra begæringens fremsættelse.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter reglerne i § 7, dog behøver dagsordenen ikke at indeholde punkterne c-h hvis disse er anledningen til den ekstraordinære generalforsamling.

 

§ 9 Bestyrelsen

Bestyrelsen består af 5 aktive medlemmer af menigheden og en suppleant. Valgmenighedspræsten er født medlem, men kan ikke være formand.

Bestyrelsen vælger af sin midte formand og næstformand, som udgør forretningsudvalget. Ved stemmelighed ved formandsvalget foretages lodtrækning.

Bestyrelsen holder møde hver gang formanden, præsten eller minimum 2 bestyrelsesmedlemmer forlanger det.

En bestyrelsesbeslutning er gyldig, når over halvdelen stemmer for. Ved stemmelighed bortfalder forslaget.

Ved uopsættelighed kan beslutninger foregå skriftligt.

For at et møde skal være beslutningsdygtig skal minimum 3 af medlemmerne være til stede.

 

§ 10 Valg til bestyrelsen

Bestyrelsen vælges af menigheden på generalforsamlingen for en funktionsperiode på 2 år

Der vælges skiftevis 2 og 3 bestyrelsesmedlemmer på generalforsamlingen. Suppleanten vælges for 1 år og deltager ikke nødvendigvis i bestyrelsesmøderne. 

Bestyrelsesvalget sker skriftligt. Er der ikke indkommet forslag om nye kandidater til bestyrelsen bortfalder afstemningen. 

Ved kampvalg er henholdsvis de 2 eller 3 kandidater, der modtager flest stemmer, valgt til bestyrelsen. Den af de ikke valgte kandidater, der får flest stemmer er valgt som suppleant.

Såfremt et bestyrelsesmedlem udtræder i valgperioden, indtræder suppleanten i den pågældendes valgperiode. Såfremt flere medlemmer udtræder af bestyrelsen, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, hvor det manglende antal bestyrelsesmedlemmer samt suppleant vælges.

 

§ 11 Bestyrelsens opgaver

  1. Bestyrelsen har det overordnede ansvar for menigheden. Bestyrelsen kan uddelegere daglig ledelse til Valgmenighedspræsten.
  2. Bestyrelsen repræsenterer menigheden og handler på dennes vegne, med undtagelse af ansættelse af præst, som skal forelægges og godkendes på en generalforsamling efter indstilling fra bestyrelsen.

 

§ 12 Regnskabsår

 Valgmenighedens regnskabsår er kalenderåret.

Regnskabet for det foregående år skal være afsluttet, revideret og forelagt et bestyrelsesmøde.

 

§ 13 Valgmenighedspræsten

Valgmenighedspræsten er ansvarlig for den teologiske linje og skal sikre menighedsomsorgen.

Generalforsamlingen ansætter præsten efter indstilling fra bestyrelsen. Bestyrelsens indstilling til generalforsamlingen om ansættelse af præst kan kun foretages, hvis den er enstemmig.

Valgmenighedspræsten kan afskediges, hvis bestyrelsen med 2/3 flertal giver indstilling til generalforsamlingen, og denne tiltræder indstillingen med 2/3 flertal blandt de fremmødte medlemmer.

 

§ 14 Generalforsamlingen er menighedens øverste myndighed

  1. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal indleveres skriftligt til bestyrelsesformanden senest 5 dage før generalforsamlingen
  2. Kun forslag, der er på dagsordenen, kan bringes til bindende afstemning.
  3. Hvis ikke andet er foreskrevet, afgøres afstemningen ved simpelt flertal blandt de afgivne stemmer
  4. På forlangende af mindst halvdelen af bestyrelsen eller ved skriftlig begæring fra1/4 af menighedens medlemmer, skal der med 4 ugers varsel indkaldes til generalforsamling.

 

§ 15 Økonomi

Bestyrelsen er ansvarlig for, at der føres regnskab over menighedens økonomi. 

Kassereren udpeges af bestyrelsen, og kan være én af de siddende medlemmer eller én uden for bestyrelsen.

Kassereren kan egenhændigt disponere for op til 50.000 kr. 

For beløb over 50.000 kr. tegnes foreningen af formanden + to bestyrelsesmedlemmer i forening.

Tegningsreglerne gælder også ved køb og salg af fast ejendom.

 

§ 16 Indsamling og kollekter

Ved indsamlinger og kollekter i kirken foretages optælling af to personer, hvoraf den ene skal være bestyrelsesmedlem og underskriver protokol over det indsamlede beløb. Bestyrelsen beslutter fordeling af kollekt efter indstilling fra præsten.

 

§ 17 Opløsning

Hvis menigheden opløses, overgår valgmenighedens midler efter generalforsamlingens beslutning til et kirkeligt formål i Danmark, som ikke strider imod den evangeliske - lutherske kirkes bekendelse.

 

Afslutning

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling i Melby den 11. maj 2008 med tilføjelser vedtaget ved generalforsamlingerne i 2009, 2015, 2018 og 2022.